• Nicolai Bo Andersen Arkitekt
•   Praxis
•   Words
•   Works

OMSORG

Andersen, Nicolai Bo. 2025. “Omsorg.” In Sensing Earth 3: Praksis, edited by M. Krogh. Copenhagen: Akademisk Arkitektforening.

I en grundlæggende forstand må bygningskunst forstås som en livsopretholdende og miljøforbedrende proces, der inkluderer lydhør fremstilling og omsorgsfuld kultivering.

Nøgent og uden en beskyttende pels er menneskedyret karakteriseret ved at modificere sine fysiske omgivelser for overhovedet at have en chance for at overleve. Ved brug af redskabsteknologi bearbejdes landskabet: Lysninger hugges, og jordskorpen gennemskæres, mens vandets og vindens energi høstes, og byggematerialer udvindes, bearbejdes og samles på et bestemt sted for at etablere en beboelse. Som en teknologi, der har til hensigt at skærme og isolere, er huset bestemt ved de specifikke materialers egenskaber, det omgivende miljø og den tiltænkte brug – med det formål at kompensere for mangler og forbedre den menneskelige ydeevne. Det paradoksale er, at beboelsesteknologien har en destruktiv forudsætning, der inkluderer ødelæggelse og udvinding af landskabets materielle og energimæssige ressourcer – og samtidig en omsorgsfuld tendens, der er nødvendig for opretholdelsen af liv.

Omsorg kan i et fænomenologisk perspektiv forstås som den grundlæggende måde, mennesket eksisterer i verden på. I vores kropsligt situerede og konstant interagerende eksistens indgår vi altid allerede i en eller anden form for meningsfuld relation til vores omgivelser. Relationen kan være dagligdags forglemmende eller videnskabeligt objektiverende – eller den kan være nærværende og vedkommende som del af et betydningsskabende kommunikationsforhold. Bundet i tid og under vedvarende påvirkning af andre aktører er vi konstant i gang med at gøre noget ved vores omgivelser, der omvendt gør noget ved os.

En mur i landskabet standser mit blik og stopper min bevægelse. Den skiller én side fra en anden, et udenfor og et indenfor. En niche i muren indikerer en indgang, og en dør meddeler en mulighed for at gå igennem. Døren responderer på trykket fra min kropsvægt, og ved at dreje på sine hængsler tillader den mig at træde ind. Rummet indenfor modtager mig med en stemning, der sætter mig i en særlig tilstand af hjemlighed. Boligen er i den forstand i sig selv en form for omsorgsteknologi, der ikke blot skærmer det sårbare menneskedyr fra udefrakommende farer og isolerer mod kulde og regn, men også tilbyder et behageligt og trygt emotionelt klima.

Bygningens fysiske konstitution bliver imidlertid påvirket af mekanisk slid fra dyr og mennesker, nedbrydning fra bakterier, råd og svamp og indvirken af atmosfæriske partikler, regn og vind, hvis der ikke sker en form for opretholdende aktivitet. Således beskriver arkitekten Johannes Exner en bygning som en levende organisme, der fødes, lever og dør. Undervejs undergår strukturen en række bygningsfysiske processer, der inkluderer patinering, nedslidning og forfald på vej mod ruin. Hertil kan lægges en altid foreliggende risiko for nedrivning på grund af beboernes ivrige foretagsomhed og konstant skiftende smagspræferencer.

I stedet for at viske tavlen ren og starte forfra kan arkitekten sænke bygningens nedbrydningshastighed og udskyde nedrivningsrisikoen ved hjælp af omsorgsfulde praksisser. Omsorg er blevet defineret af politologerne Berenice Fisher og Joan Tronto som ”(…) en arts-aktivitet, der omfatter alt, hvad vi gør for at vedligeholde, fortsætte og reparere vores verden, så vi kan leve i den så godt som muligt. Den verden omfatter vores kroppe, os selv og vores miljø, alt det vi søger at væve sammen i et komplekst, livsopretholdende net”. Denne aktivitet bør ifølge Tronto involvere fem etiske kvaliteter: 1) opmærksomhed, 2) ansvar, 3) kompetence, 4) reaktion og 5) solidaritet.

Den første kvalitet er opmærksomhed, der for arkitekten handler om at være lydhør over for materialets egenskaber, stedets kvaliteter og den tiltænkte brug samt den specifikke bygnings vedligeholdelses-, reparations- og tilpasningsbehov. Det inkluderer at lægge mærke til de små bygningsfysiske tegn som fugtskjolder på en væg, krakeleringer i en overflade, sprækker i en karm eller revner i en mur. Opmærksomhed handler også om at fornemme bygningens helt særlige karakter og rummets specielle stemning som udgangspunkt for at træffe en beslutning om, hvad der skal ske. Og det handler om at forstå husets historiske udvikling samt de værdier, der løbende bliver konstrueret og vedvarende genforhandlet. I alle tilfælde er det afgørende for arkitekten at lytte til den specifikke situation og forstå den som en afgørende kilde til information om indgrebets karakter.

Den anden kvalitet er ansvar, der handler om at forpligte sig på husets opretholdelse og sikre, at bygningens vedligeholdelses-, reparations- og tilpasningssignaler bliver mødt. Det vil først og fremmest sige at tage ansvar for at bevare i stedet for at rive ned og bygge nyt, og det vil sige at sørge for, at bygningen bliver behandlet godt. Men det handler også om at forstå, at beboelsesteknologien ikke er et løsrevet objekt, men derimod en del af en større materiel og immateriel økologi. I den forstand knytter ansvar sig også til de omkringliggende bygninger og det landskab, hvor energi og materialer kommer fra, og hvor det er på vej hen, ligesom ansvar gælder både husets egne beboere og beboerne fra de berørte omgivelser. På den måde omfatter ansvar ikke kun en forpligtelse på den individuelle bygning, men på det samlede biofysiske system.

Den tredje kvalitet er kompetence, der for arkitekten handler om evnen til at identificere og udføre de nødvendige indgreb. Det handler om at beherske de påkrævede registrerings-, analyse- og værdisætningsredskaber. Og det handler om at kunne foreskrive de forebyggelses-, vedligeholdelses- og reparationshandlinger, der kan forsinke de uønskede ændringer, samt de forbedrings- og tilpasningsindgreb, som skal til for at sikre opretholdelsen af bygningen på lang sigt. Det handler også om evnen til at bruge de materialer og teknikker, der passer til det specifikke hus, og som kan medvirke til at reducere det ressourcemæssige pres på planeten. Det inkluderer andre aktører som ingeniører, konservatorer og bygningskonstruktører samt entreprenører og håndværkere som blikkenslagere, bygningsmalere, glarmestre, murere, smede, snedkere og tømrere. For alle handler det om at praktisere en lydhør opmærksomhed, der tillader, at materialets egenskaber, stedets kvaliteter og den tiltænkte brug kan komme til orde.

Den fjerde kvalitet er reaktion, der handler om bygningens evne til at svare på de forskellige typer indgreb. Det inkluderer det specifikke materiales vedligeholdelsesvenlighed, bygningsdelenes reparationspotentiale og strukturens tilpasningsdygtighed. Et traditionelt trævindue lader sig overstryge med linolie og let reparere med en lus, mens et aluminiumsvindue er svært at gøre noget ved og risikerer at blive kasseret og skiftet ud, når det går i stykker. Evnen til at svare handler også om bygningens fleksibilitet, der gør, at enkeltdele løbende kan justeres, og det handler om strukturens tilpasningsdygtighed, der muliggør, at et rum kan imødekomme forskellige typer brug. I den forstand er det helt overordnet beboelsesteknologiens robusthed og fremtidige transformationspotentiale, der afgør, om det er muligt at opretholde den på lang sigt.

Den femte og sidste kvalitet er solidaritet, der handler om at forstå sig selv og beboelsesteknologien som en del af en større materiel og immateriel økologi. Det inkluderer de biofysiske kredsløb, produktionskapaciteter, byggeprocesser, værdifællesskaber, lovgivningskomplekser og forvaltningspraksisser. Og det omhandler alle beboerne på planeten, inklusive mennesker, dyr, planter, svampe og mikroorganismer. I modsætning til den fremherskende tro på, at ressourcerne er uendelige, og at rummet til stadighed skal udvides, handler solidaritet om at besinde sig på planetens biofysiske begrænsning og indstille sig på at dele i overensstemmelse med de demokratiske forpligtelser.

Som beskrevet ovenfor kan boligen forstås som en omsorgsteknologi, der både beskytter mod udefrakommende farer og isolerer mod kulde og regn og samtidig tilbyder beboerne et hjemligt og trygt følelsesmæssigt klima. Teknologien er i den forstand karakteriseret ved både at forbinde og skabe afstand, mens den påvirket af omgivelserne og i konstant risiko for nedrivning er under langsom, men vedvarende nedbrydning, hvis ikke der sker en form for opretholdende aktivitet.

Menneskedyret er blevet så god til at transformere planetens beboelige hinde i et omfang, så vægten af menneskeskabt masse nu overstiger vægten af global biomasse. Med ustoppelig foretagsomhed har vi bevæget os forbi seks ud af ni planetære grænser og bragt Jorden uden for det såkaldt sikre manøvrerum. Arkitektur er blevet til en produktionsindustri, der med stadig stigende hastighed udvinder energi og materiale med den hensigt at bygge mere indendørs areal.

Da fortsat eksponentiel vækst på en biofysisk begrænset planet ikke længere er en mulighed, må arkitektens modificerende indgreb i verden fremadrettet forpligtes på at sikre trivsel for alle i respekt for de planetære grænser. Det kræver en ændret indstilling, og det fordrer en ny praksis, der inkluderer at beskytte, at vedligeholde, at reparere, at optimere, at restaurere, at forbedre, at genbruge, at tilpasse, at renovere og at dele.

I en grundlæggende forstand må bygningskunst forstås som en livsopretholdende og miljøforbedrende proces, der inkluderer lydhør fremstilling og omsorgsfuld kultivering. Som alternativ til den fortsatte udvinding, produktion og kommodificering må omsorgens æstetik i tæt følgeskab med omsorgens etik således være ledetråden for en fremtidig bæredygtig beboelseskunst.

© 2026 Nicolai Bo Andersen Arkitekt