Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt
Nicolai Bo Andersen Arkitekt

Forever Changed, 2024

Udstillingen består af tre bygningskunstneriske interventioner udviklet specifikt til udstillingsstedet. De tre interventioner er hver især en undersøgelse af lokale bygningskulturer, materialeøkologier og fremstillingspraksisser set fra et teoretisk såvel som fra et konkret, hands-on perspektiv. Samlet skaber de tre interventioner en ny stemning i det eksisterende rum.

Afsættet er at planeten er et afgrænset økologisk system hvor fortsat ekspotentiel vækst er en biofysisk umulighed. Da vi i Danmark allerede har det suverænt højeste antal kvadratmeter per indbygger, vil arkitektens opgaver i fremtiden ligge i genbrug og transformation af de bygninger vi allerede har fremfor at bygge nyt. Udstillingen er bygget op omkring tre fortællinger.

Materialefortællingen omhandler træ, ler og strå, deres fysiske egenskaber, tektoniske leddeling og stofligt nærværende virkninger. Brædderne er sammenføjet med skruer og dyvler, leret er støbt i blokke der er blevet stablet og stråene er blevet monteret med rundstokke på en væg. Træet kommer fra et savværk i Espergærde, rørene kommer fra Store Heddinge mens lerstenene er lavet af overskudsjord fra et byggeri i Nærheden.

Den kulturhistoriske fortælling handler om hvordan materialerne er blevet anvendt historisk. Både i det traditionelle bindingsværksbyggeri og i de Københavnske brokvarterhuse er træ, ler og strå tilgængelige materialer der er lette at bearbejde og mulige at vedligeholde. Overgange, rum i rum og opdeling i lag er alle velkendte virkemidler i den traditionelle bygningskultur.

Den rumlige fortælling består af tre rumlige situationer: en sluse man passerer igennem, en aedicula man kan opholde sig i og en foring der definerer kanten af et rum. Vindfanget viser muligheden for tilpasning i forhold til vind og vejr, lerrummet peger på muligheden for differentieret brug i løbet af året og stråvæggen handler om retrofit som transformationsstrategi. Arealet på aediculaen svarer til det mindste boligareal per person, der er nødvendigt for at leve et liv i grundlæggende værdighed.

Helt overordnet peger udstillingen på nødvendigheden af et paradigmeskift indenfor byggeriet. Som alternativ til den fortsatte udbygning af kvadratmeter må arkitektens fremtidige indstilling og praksis være at muliggøre meningsfuld beboelse af verden uden samtidig at ødelægge vores fælles livsgrundlag.

Til udviklingen af udstillingen Forever Changed har Nicolai Bo Andersen og Victor Boye Julebæk modtaget støtte fra Dreyers Fond, Fogs Fond, Ler og Liv / Energiens Hus, Stark Fonden samt Statens Kunstfond.

Udstillingen er udført af Nicolai Bo Andersen og Victor Boye Julebæk. Den er bygget i samarbejde med møbelsnedker Lisa Stoltze Westander. Stor tak til træværkstedet på Det Kongelige Akademi, TIL:VÆRKS og Julie A. Swane.

TIL:VÆRKS

© 2024 Nicolai Bo Andersen Arkitekt